<br>Onsdag den 3. september og igen onsdag den 10. september 2025 øver og træner reaktionspatruljen fra Nordjyllands Politi i Aalborg Storcenter. Besøgende vil kunne opleve synlige øvelsesaktiviteter, men det kan man tage med ophøjet ro, for der er blot tale om træning.
Det fortæller vicepolitiinspektør Lasse Kragh. Øvelsen finder nemlig på begge datoer sted fra kl. 19.30 til 22.00. I dette tidsrum har Bilka åbent som normalt, men besøger man indkøbscentret, vil man blive mødt af synlig skiltning, der informerer om politiets træning. De forskellige øvelsesaktiviteter vil betyde, at borgerne kan møde en hel del synligt – og kampklædt – politi, ligesom man muligvis kan høre skud med løs ammunition.
”Vi gør meget ud af, at øvelserne er virkelighedstro og finder sted i realistiske omgivelser. Derfor er vi også glade for, at vi har fået mulighed for at træne ved Bilka og storcentret,” understreger vicepolitiinspektøren.
Hvem er reaktionspatruljen?
Reaktionspatruljen, også kendt som Romeo, er en almindelig beredskabspatrulje med særlig uddannelse og udstyr, der kan indsættes med kort varsel, hvis det er påkrævet i kritiske situationer, hvor menneskeliv er i fare, og hvor tiden er afgørende.
Endnu en øvelse i Nordjylland
Samme dag som reaktionspatruljens første træning i Aalborg Storcenter, onsdag den 3. september, er en anden stor, tværfaglig øvelse i gang i nærheden af Mariager – en såkaldt øvelse Tordenskjold, hvor øvrige dele af Nordjyllands Politi træner med Nordjyllands Beredskab, Region Nordjylland og Beredskabsstyrelsen.
Denne øvelse er tidligere annonceret i en særskilt pressemeddelelse, og yderligere detaljer findes her.